Kære Maja og Charlotte.
Jeg er en pige på 15 år, og siden jeg ikke har haft lyst til at snakke med mine forældre om det, så tænkte jeg, at det måske ville være smart at skrive ind til den her podcast.
Her for tiden har jeg det virkelig mærkeligt. Jeg har lagt mærke til at jeg har symptomer på angst og/eller stress.
Det startede for 3-4 uger siden, med at jeg fik kvalme hver gang jeg spiste. Jeg var derfor hjemme i en uge, og derefter tog vi til lægen. Lægen sagde at der var noget virus i min mave, og så sagde han at jeg skulle spise på en bestemt måde for at det ville gå væk.
Men det gik ikke over, og kvalmen begyndte bare at komme hele tiden, ikke nødvendigvis når jeg havde spist, men det kom bare ud af det blå. Siden da har jeg bare fået det værre og værre. Jeg bekymrer mig meget over hver lille ting og stiller ofte hvad-nu-hvis-spørgsmål til alt. Jeg ryster utroligt meget på hænderne. Jeg føler hele tiden en slags uro inden i mig, som gør det svært at slappe af. Jeg kan få det mega varmt og begynde at svede, selvom det ikke er varmt. Jeg er konstant træt, og jeg har svært ved at tage mig sammen til at lave de ting, jeg skal.
Jeg kan også have svært ved at koncentrere mig. Tit kan jeg også have svært ved at sove, fordi tankerne kører rundt i hovedet. Det dunker i hele kroppen og jeg har hjertebanken. Jeg er også begyndt at tænke meget nøje over hvad jeg spiser, og jeg planlægger også hvad jeg skal spise i løbet af dagen, måske også nogen gange aftenen før.
Jeg er også begyndt at få små angstanfald. Det skete for eksempel i dag, da jeg sagde til min mor, at vi har en fremlæggelse og en matematikprøve i morgen. Og nu kan jeg slet ikke lade være med at tænke på hvad der kan gå galt, og mulige scenarier hvor det går galt. Så stiller jeg selvfølgelig alle de her hvad-nu-hvis-spørgsmål.
Men jeg kan bare ikke finde nogen årsag til, at jeg skulle have udviklet angst. Jeg har egentlig altid bekymret mig meget og stillet alle mulige hvad-nu-hvis-spørgsmål til mange ting. Og jeg har også haft panikanfald, hvis jeg for eksempel kom for sent ud af døren til en træning, men det har aldrig været så slemt som nu, og jeg har ikke haft mistanke om angst før.
Kan I hjælpe mig med at finde ud af, om der er noget galt med mig? Jeg er så bange, for jeg ved ikke om jeg er ved at blive skør.
Med venlig hilsen,
Marie